MINEDORD
Hammel GF Fodbold har modtaget disse ord fra Gert og Flemming
En af klubbens forhenværende medlemmer, Per Allan Skjødt Jensen er død.
Fredag d. 24/6-22 modtog vi den triste besked, at vores gode ven og kammerat Per Allan Skjødt Jensen havde været udsat for en tragisk arbejdsulykke og efterfølgende desværre afgik ved døden.
Per kom som ung til HGF for at spille fodbold og han blev hurtigt berømt for sin evne til at drible med bolden og at kunne holde balancen uanset hvor meget modstanderne skubbede til ham.
Per's vennekreds var utrolig stor og spændte vidt og bredt : HGF venner – Hestemarkeds venner – Kladder/Bob venner – Ski venner – Motorcykel venner – Hunde venner mm.
Hos Per gik man aldrig forgæves, når man skulle bruge hjælp – hans håndværksevner var utrolige.
Vi vil altid huske og mindes Per for sin positive indstilling og dejlige underfundige humor – altid klar til sjov og spas.
Vores tanker og støtte går til Gitte og Sarah som har mistet en fantastisk mand og far.
Per Papmand - hvil i fred.
Æret være dit minde.